Artikel på TV2 Nyhederne tegner forkert billede af tidligere chaufførs forhold
I en artikel på TV2 Nyhederne om en polsk chauffør, der i en kort periode arbejdede for Andersen & Branicki Group, tegner TV2 desværre et forkert billede af sagen. Da artiklen samtidig bruges til at fortælle generelt om udenlandsk arbejdskraft i Danmark, mener vi i A&B Group, det er væsentligt at få korrigeret dette billede.
Andersen & Branicki Group ApS, der har hovedkontor i Viby ved Aarhus, har i alt ca. 80 chauffører ansat, heraf 76 polske, der alle arbejder under en dansk overenskomst med fagforeningen 3F – en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst. Alle chauffører i virksomheden, hvad enten de kommer fra Danmark eller udlandet, får derfor danske lønninger, og deres arbejdsforhold er fuldt regulerede efter dansk lov og danske aftaler.
Det fremgår af artiklen, at da den pågældende chauffør efter to måneders ansættelse stopper hos Andersen & Branicki Group, bliver han efterladt på en tankstation uden penge til at komme hjem for. Dette er ikke korrekt. Vi tilbød chaufføren at køre ham til busstationen, men han valgte selv at stige ud på en tankstation for selv at komme hjem.
Chaufføren havde få dage forinden fået udbetalt løn på netto ca 13.000 danske kroner. Vi er derfor uforstående overfor, at han skulle finde, at han ikke havde penge. Dette var da heller ikke noget, han gjorde os opmærksom på. Andersen & Branicki Group har efterfølgende refunderet den busbillet, som chaufføren brugte til at komme retur til Polen.
Det fremgår også af artiklen, at der er fejl i nogle chaufførers lønudbetalinger. Disse fejl er opstået i overgangen mellem to måder at opgøre timerne på samtidig med, at overgangen til overenskomsten med 3F betød, at visse tillæg og takster blev beregnet forkert.
Disse fejl er efterfølgende blevet rettet i fuldt samarbejde med fagforeningen 3F i Aarhus, og alle har fået de beløb udbetalt, som de manglede.
I anledning af artiklen siger Patryk Branicki, indehaver af vognmandsvirksomheden Andersen & Branicki Group ApS i Viby:
”Jeg er selvfølgelig ked af, at chaufføren ikke har haft en god oplevelse i de to måneder, han var ansat. Men hvis vi behandlede vores ansatte, sådan som TV2 får det til at se ud, ville vi næppe kunne have 80 dygtige chauffører ansat. De udenlandske chauffører gør et kæmpe arbejde, ikke kun for Danmark men bestemt også for os. Derfor behandler vi dem selvfølgelig ikke sådan, som artiklen fremstiller det.”
”Jeg kom selv til Danmark som 18-årig og har arbejdet her i 14 år. Jeg kan se, hvor godt en arbejdsplads fungerer, når man behandler medarbejderne godt og arbejder under ordnede forhold. Det er udelukkende det, jeg ønsker at gøre for mine ansatte i min virksomhed. Hvad enten de er fra Danmark eller fra Polen”.